Engbrandbæger hærger

29-07-2021
Giftig plante har spredt sig eksplosivt efter tørken i 2018: Nu er den også dukket op langs motorvejen

Den gule engbrandbæger lyser i denne tid op overalt i naturen. Det virker som om, der er flere end nogensinde før, og det stemmer. Tørke har givet planten perfekte vilkår.

 

Vejle: Man ser den langs alle indfaldsveje til Vejle. Den farver rabatten gul langs motorvej E45, og på lange stræk i rabatter og grøftekanter virker alt gult i gult. Det er planten engbrandbæger, som denne sommer lader til at have exceptionelt gode vilkår.

Spørger man biolog Steen Hedrup, har planten faktisk  fået et boost efter tørken i sommeren 2018.

- Visse planter fik helt klart fordele efter 2018 og er på fremmarch - som engbrandbæger, mens andre har mærket tørken som en ulempe. Det gælder blandt andet orkidéerne, som kræver fugtig jord for at trives, fortæller Steen Hedrup.

Han har selv lagt mærke til, at der er blevet langt flere gule engbrandbæger-planter.

- Sådan er det med floraen. Den forandrer sig, når betingelserne ændrer sig. Generelt gav tørken i 2018 floraen et ordentlig gok. Det har givet engbrandbæger gode vilkår, så den har kunnet brede sig.

Døden for heste - livet for insekter

Som naturelsker kan man glæde sig over, at engbrandbæger er en god nektarplante, som bier og sommerfugle trives i. Et opslag på net-leksikonet Wikipedia anslår, at omkring 200 insekter kan leve af planten. Men landmænd har i årtier haft den på deres dødsliste. Planten er nemlig giftig for kreaturer og heste, og særligt heste er døde efter at have spist engbrandbæger eller dens nære slægtning vårbrandbæger.

Dyrene undgår dem som regel instinktivt på marken, men vokser den på engdrag, hvor der slås græs til hø, kan dyrene uforvarende komme til at spise dem i hø eller ensileret græs.

Planterne ædes af larver

Som altid i naturen er den enes død den andens brød, og Steen Hedrup fortæller, at de mange engbrandbægerplanter giver sommerfuglearten blodplet kronede dage i år.

- Blodplet-sommerfuglen lægger sine æg på planterne, og larverne spiser bladene. Jeg har for nylig set masser af blodplet-larver på nogle engbrandbægerplanter. Man kan se på larvernes sort/gule-advarselsfarver, at de er giftige. Det skyldes, at de optager giften fra planterne, forklarer Steen Hedrup.

Også de voksne blodplet-sommerfugle, som har sort-røde vinger,  er giftige, takket være deres opvækst på værtsplanterne.

Mens tørken og den forholdsvis tørre sommer hidtil har give engbrandbæger gode kår, er andre planter bukket under.

- Jeg har lagt mærke til, at mange af vores områder med vilde orkidéer er skrumpet, siger Steen Hedrup.

Ifølge den pensionerede naturvejleder skyldes det to ting: For det første tørken, som før nævnt.  For det andet, at mange asketræer er blevet ramt af sygdom. Da asketræer vokser på fugtige steder og er med til at holde på fugten ved at kaste skygge, sker der ændringer i floraen, når træernes kroner visner delvist væk.

- Flere asketræer er blevet ramt af svampesygdommen aske-toptørrer. De visne toppe sender mere sol ned til underskoven, og så vokser andre planter og overtager orkidéernes levesteder, forklarer Steen Hedrup.

 

 

Læst i Vejle Amts Folkeblad

Sponsorer
20-09-2021
Glæd jer til et brag af en fest! Tilmelding til Camilla Jessen ...
16-09-2021
Specialtilbud til medlemmer og andre...
15-09-2021
Vi havde mandag d. 13/9 endnu en fantastisk dag med Mols Rejser! ...
14-09-2021
For 32-årige Martin Aalykke Jensen lå det næsten i kortene, at ha...
13-09-2021
Det er besluttet, at støttekriterierne for slagtepræmie for kvier...
Dynamic-it leverandør af webshop

Dansk Limousine Forening - Agro Food Park 15 - 8200 Århus N - 87 40 52 99 - CVR: 72778413 - info@dansklimousine.dk