Dyrskue i Horsens til sommer

29-11-2021

Der arbejdes videre på, at der skal være dyrskue i Horsens til sommer. Det ligger fast efter en ekstraordinær generalforsamling i dyrskueforeningen, hvor det blev besluttet at gennemføre arrangementet - men i en mindre udgave end tidligere.

»Vi er ikke klar til at droppe dyrskuet, som vi mener fortsat har sin berettigelse. Det bliver dog i mindre format og ikke så stort et arrangement, som vi hidtil har kørt med. Vi går nu i gang med at planlægge næste års dyrskue i Horsens«, siger Peter Søgaard Mortensen, der er formand for foreningen Land & By Østjylland.

Først på sommeren blev det ellers meldt ud, at det nyudviklede Horsens Dyrskue & Madmarked måtte lukke som følge af to års aflysning på grund af corona. Det skete efter et stort og ambitiøst arbejde med at udvikle og modernisere dyrskuet.

»Vi har i hele tiden arbejdet på, at der skulle gennemføres en mindre dyreudstilling på pladsen i sommeren 2022, og det fik vi på plads på den ekstraordinære generalforsamling, hvor der var stor opbakning«, siger formanden og tilføjer, at omkring 40 medlemmer deltog.

Peter Søgaard Mortensen oplyser, at der bliver en dyreudstilling med malkekvæg, kødkvæg, heste og får, og at der bliver publikumsadgang og mulighed for at følge fremvisningen og bedømmelsen af dyrene og se på dyrene i staldene. Datoen for dyrskuet bliver lørdag 18. juni 2022.

»Vi har endnu ikke lagt os fast på, om dyrskuet skal strække sig over én eller halvanden dag, og der bliver muligvis også aktiviteter på dyrskuepladsen fredag 17. juni«, siger han.

NYE I BESTYRELSEN

Landboforeningen Odder-Skanderborg og Vejle-Fredericia Landboforening er ikke længere repræsenteret i dyrskue-bestyrelsen. I stedet blev der valgt to nye bestyrelsesmedlemmer, nemlig Søren Knudsen, Børkop, og Anni Assenbjerg, Give.

»Bestyrelsens opgave bliver nu at få budskabet bredt ud, søge fonde og bidragsydere og få et program på plads. Vi vil undersøge mulighederne for et samarbejde med Åbent Landbrug, som måske kan bidrage med noget samfundskontakt på dyrskuet, som de tidligere har gjort med stor succes«, siger Peter Søgaard Mortensen.

 

Se nyheden på Landbrugsavisen.dk

Sponsorer
27-03-2024
Husk at der er sidste deadline på- mandag den 1. april  til næste...
26-03-2024
Tak til alle der lagde vejen forbi årets avlsdyrauktion i Brørup....
18-03-2024
Husk at der er sidste deadline på- mandag den 1. april  til næste...
17-03-2024
Genomisk test Vi sender genomisk test til Frankrig næste gang ...
16-03-2024
Står du og mangler noget fra Limousineboden, så kan du spare frag...
Dynamic-it leverandør af webshop

Dansk Limousine Forening - Agro Food Park 15 - 8200 Århus N - 2944 0495 - CVR: 72778413 - info@dansklimousine.dk